historien
Bagom ' Kamelerne i Baghaven'
Her kan du læse mere om projektet bag “Kamelerne i Baghaven”, hvordan dokumentaren blev til, optagelserne gennem året og livet på folden i Dronningmølle.
Starten
“Kamelerne i Baghaven” blev aldrig planlagt som en stor dokumentarfilm.
Det begyndte egentlig bare med en nysgerrighed.
Et sted i Nordsjælland med kameler, æsler, mudder, gamle maskiner og en mand ved navn Henrik, som levede et liv de fleste mennesker aldrig rigtig ser.
Jo flere timer der blev brugt på folden, jo mere begyndte stedet at føles som sin egen lille verden.
Det var svært helt at forklare hvorfor man fik lyst til at blive derude.
Men det skete lidt af sig selv.
Langsomt udviklede de første små optagelser sig til et projekt optaget over mere end et år — fyldt med øjeblikke ingen havde kunnet planlægge på forhånd.
Flere hundrede timer
Gennem mere end et år er der blevet optaget flere hundrede timers materiale til dokumentaren.
Størstedelen er filmet i Dronningmølle på folden — eller “baghaven”, som stedet efterhånden er begyndt at blive kaldt mellem Henrik og Malik.
Mange af optagelserne er kommet med i filmen.
Endnu flere er ikke.
Der findes bunker af små øjeblikke, historier, samtaler, kaotiske dage og mærkelige situationer, som aldrig nåede med i den endelige dokumentar.
Måske bliver noget af det en dag samlet i ekstra materiale, små fraklip eller en serie af historier fra baghaven.
Filmen tager en drejning
Midt under optagelserne ændrer filmen karakter.
Abu — Henriks mest kendte kamel og en af filmens helt centrale personligheder — dør pludseligt den 1. januar.
Fra det øjeblik bliver dokumentaren noget andet end den først var tænkt som.
Historien bliver mere menneskelig. Mere sårbar. Og langt mere virkelig, end nogen havde forestillet sig da kameraet første gang blev tændt.
Tæt på virkligheden
I dag bliver mange dokumentarfilm produceret næsten som små spillefilm.
Store crews. Mange mennesker. Store produktioner. Lys, setup og lange planlagte optagedage.
“Kamelerne i Baghaven” er lavet på en helt anden måde.
Hele filmen er optaget, klippet og produceret af Malik alene, uden stort hold eller store produktioner omkring sig. Henrik har ikke skullet “spille med” eller opføre sig på en bestemt måde foran et kamera.
Kameraet blev bare en del af hverdagen.
Det har gjort, at filmen har kunnet komme meget tættere på virkeligheden, som den faktisk var. De små øjeblikke. Stilheden. Kaosset. Humoren. Og de ting man aldrig ville kunne planlægge på forhånd.
Mere end en film
Dokumentaren blev aldrig bare et hurtigt projekt.
Jo længere optagelserne stod på, jo mere voksede følelsen af, at “Kamelerne i Baghaven” var et sted og nogle mennesker man havde lyst til at vende tilbage til igen og igen.
Der var altid en ny historie. Et nyt dyr der gjorde noget mærkeligt. En stille dag på folden. En kaotisk dag med turister. Eller bare en samtale over en kop kaffe mens kamelerne gik rundt i baggrunden.
På mange måder begyndte projektet langsomt at udvikle sig til mere end bare én dokumentarfilm.
Derfor føles det heller ikke som slutningen på historien.
Henrik
Noget af det særlige ved Henrik er, at han aldrig prøver at være interessant.
Han lever bare sit liv.
Måske er det netop derfor, folk bliver draget af ham. Der er ingen facade, ingen rolle og ingen idé om hvordan man “burde” opføre sig foran et kamera.
Det hele føles bare ægte.
Støt projektet
Du støtter helt automatisk projektet, når du lejer filmen.
Hvis du derimod har lyst til at støtte lidt ekstra, er det også muligt at købe filmen i stedet for at leje den.
Vi er oprigtigt glade for alle som ser filmen — uanset om man lejer eller køber den. Det betyder mere end folk måske tror.
Det gør nemlig, at vi fortsat kan bruge tid på at lave videoer og dokumentarprojekter om Henrik, dyrene og det helt særlige sted i Dronningmølle.
Malik
Malik arbejder til dagligt med videoproduktion, reklamefilm og dokumentariske projekter gennem virksomheden Videoproduktionen.
“Kamelerne i Baghaven” begyndte egentlig bare som nogle små optagelser fra et mærkeligt sted i Nordsjælland med kameler og æsler — men projektet voksede langsomt til en dokumentar optaget over mere end et år.
Hele filmen er optaget, klippet og produceret alene, hvilket har gjort det muligt at arbejde meget tæt på hverdagen uden store crews eller opsatte situationer.
Målet har hele tiden været at lave en dokumentar, der føles ægte, nærværende og menneskelig.